Alle dagene fra d. 15. oktober og til d. 20. gik med at hænge ud på stranden, læse i min murstensbog (Jordens Søjler af Ken Follett), surfe, spise lækker mad, et par enkelte byture og sjov i gaden med de to amerikanske damer.
De tog imidlertid videre på hver deres færd, og efterlod mig i Kuta til fordel for Borneo (Erin) og Thailand (Niki).
TIRSDAG (20 OKT)
Lod det meste af min bagage stå i Kuta, ved det hotel, hvor jeg lejede min scooter. Med mig havde jeg tøj nok til en uges tid på farten, solcreme, toiletpapir og shampoo.
Dagen skulle bruges på at udforske det sydlige Bali. Den lille halvø hedder Bukit Peninsula og huser udover en del smukke strande det fine lille tempel, Pura Luhur Utu Watu. Templet ligger helt yderst på en klippeskrænt og er kendt for sin smukke beliggenhed – specielt ved solnedgang. 100 meter nedenfor templet brydes bølgerne i noget, som desuden skulle være et af Balis bedste surfersteder.
Templet i sig selv var lille og fint. Det sjoveste var imidlertid mit første personlige møde med aberne. Jeg kan pludselig sætte mig ind i, hvorfor andre mennesker er så betaget af disse dyr.
De var så frække og greb i alt, hvad man havde i hænderne. Allerede ved parkeringen havde vagterne bedt mig passe på alle mine ejendele, så jeg havde spændt alt fast og lagt solbriller i tasken.
Den vandflaske jeg bar i hånden var imidlertid tilsyneladende interessant nok. En af de små aber så den og gik straks i gang med at forsøge at skrue låget af, imens jeg holdt flasken i hånden. Da dette ikke lod sig gøre, begyndte den at bide i plastikken og fik til sidst hul. Jeg optog hele seancen med mit kamera, men et pludseligt bump fik mig til at vende kameraet mod min rygsæk, hvor en anden abe nu var landet og forsøgte at komme ind i tasken. Denne var imidlertid godt lukket. 1-0 til Anna.
Jeg havde mest bare lyst til at lege videre med de små dyr, men så kom andre turister, der var bedre forberedt end mig. Deres guider havde medbragt bananer. Pludselig var plastic ikke længere så interessant. 1-1. Æv.
Den videre køretur bragte mig forbi andre små templer med pragtfulde udsyn over havet og hvide uberørte sandstrande, huler med flagermus i hundredvis og lange bugtede veje, der til sidst førte mig til Nusa Dua, den by, hvor jeg havde bestemt mig for at tilbringe natten.
Min guide beskrev en restaurant, der skulle ligge i denne by, som fænomenal.
Jeg smuttede indenom, og heldigvis var der plads – hvis jeg lovede at være færdig indenfor to timer. Det mente jeg ikke skulle være noget problem, så jeg bed på og bestilte ristaffel.
Hold da op et måltid! For det første var der VIRKELIG meget mad. For det andet var det så umådeligt lækkert, at jeg slet ikke kunne lade være med at smile hele måltidet igennem. Der blev godt nok gloet enormt meget efter tøsen, der sad og indtog sit måltid helt alene. Senere, da jeg så mig selv i spejlet, forstod jeg hvorfor. Mit tøj og mit ansigt var temmelig beskidt efter den støvede færd på de balinesiske veje. Jeg havde eksempelvis overskæg og sammen groet øjenbryn. De andre gæster var alle temmelig pænt klædt på, og jeg lignede mest af alt en ussel backpacker.
Efter middagen fandt jeg mit homestay, tog et langt, koldt bad, og faldt derefter hurtigt i søvn.
ONSDAG (21 OKT)
Stod op omkring kl. 6 og drog igen af sted, denne gang mod det centrale og vestlige Bali syd for bjergene. Jeg havde planlagt turen i henhold til kortene i min guide. Tænkte, at det måtte være de store veje, der var indtegnet her, og dermed ville de formentlig være godt skiltet. I det store og hele holdt dette stik. Jeg var imidlertid flere gange ude på enorme detours rundt i knap så fremkommeligt landskab, men der var smukt, og jeg sendte glade tanker tilbage til en vis tur på Island i en Yaris. Yarisen ville have klaret denne tur uden problemer. Lidt mere end hvad man kunne sige om den stakkels scooter.
Vi klarede imidlertid skærene, det blå lyn og jeg, og snart var vi igen på næsten rette vej. Jeg fandt de fleste af de ting jeg gerne ville se: endnu et utroligt smukt og stort tempel, Pura Tamah Ayun, som desuden havde en virkelig dejlig og duftende have med lotusblomster og andre eksotiske planter (nej, jeg er ikke den store botaniker, men nogle af blomsterne genkendte jeg fra blomsterhandleren og IKEA…), risterrasser, dog ikke så smukke, som jeg havde forestillet mig og uendeligt mange af de sjove små lokalsamfund, som man automatisk kommer igennem, når man kører rundt på må og få.
Jeg forsøgte at finde nogle af de hot springs, som er nævnt i guiden, men på det tidspunkt var jeg kommet meget langt væk fra mit oprindelige ”track” og for at være sikker på at nå mit overnatningssted inden mørkets frembrud, vendte jeg snuden mod vest.
Inden da var jeg imidlertid forbi en af Balis helt store turistattraktioner: Pura Tamah Lot. Et tempel (…) som ligger på en stor klippe lidt ude fra kysten. Det var rigtig fint, og i stedet for aber var der her en stor, tilsyneladende ”hellig” slange, som man kunne få lov at løfte lidt rundt på og få taget et billede sammen med. Da der ikke var mange om buddet, fik jeg lov til bare at gramse lidt på den helt gratis. Den var stor, og det er for mig altid lidt grænseoverskridende at mærke det helt glatte og slet ikke klæbrige skind imens den hisser sig af sted over gulvet. ADRK!
Jeg har mistet tal på, hvor mange billeder jeg efterhånden befinder mig på i selskab med horder af asiater. De stopper mit lyse hår overalt. På stranden løber de fnisende rundt efter vesterlændinge i bikini, men selv ved seværdigheder, hvor jeg er iført normalt (turist)tøj anråber de mig med ”Eskus miiiiii”. Det er underholdende at lege Camron Diaz, og jeg holder storsmilende rundt om børn og deres forældre.
Herefter var det afgang mod Medwi, hvor guiden anviste et homestay, der skulle ligge 300 meter fra hovedvejen. Jeg nåede ikke frem inden solen gik ned og ville ikke misse skiltet, så jeg kørte langsommere jo nærmere, jeg troede jeg befandt mig på stedet. Langt om længe dukkede skiltet op, og jeg drejede fra.
Fik anvist et værelse og forsøgte at samle mig om at få planlagt den følgende dags tur, men var for træt og faldt om efter et bad og en virkelig begivenhedsrig dag.
TORSDAG (22 OKT)
Sov til ved 6-tiden, fik serveret den gængse morgenmad: To intetsigende stykker toastbrød med smør, et glas vand og her en bonus i form af noget lækkert frisk frugt. Dagens køretur forløb langs den store og stærkt trafikerede vej mellem Denpasar og Giliminuk, igennem Nationalparken og videre langs nordkysten til dagens mål: Lovina. En utroligt smuk tur, som bød på et lille og lidt ligegyldigt tempel i forhold til, hvad jeg tidligere havde set, en tempelruin, som fortjener samme beskrivelse som den forrige. Køreturen igennem den smukke natur var imidlertid det hele værd.
Da jeg kom op på nordsiden af øen besøgte jeg tre templer.
Det første var et lille bitte ét, hvor de små ofringer blot blev stillet ind i en lille udhulning i klippen. Jeg var nysgerrig og ville se det tættere på. En trappe på ca. 40 trin førte op til den lille piedestal, og på vejen op så jeg ud af øjenkrogen et par aber, der vagtsomt betragtede og fulgte min opstigning. Jeg havde medbragt kiks for at få endnu en ekstra oplevelse med aberne. En beslutning jeg meget hurtigt skulle blive særdeles glad for.
Da jeg i raske skridt havde tilbagelagt turen op ad trappen, stod jeg lidt pludseligt foran piedestalen – og en ret stor og ikke specielt tilfreds gammel hanabe. Køn og alder fastslog jeg ud fra størrelsen på dens unaturligt store pung og skæg.
Jeg fik et mindre chok, og det gjorde han vist også. Han begyndte at hvæse, vise tænder, strække hals og kom hen imod mig. Lettere febrilsk begyndte jeg at rasle med posen med kiks. Det fik ham til at rette opmærksomheden mod posen, men han stoppede ikke hvæseriet. Jeg var dog nødt til at række ned i posen for at frigøre Mariekiksene fra folien. Det fik fokus tilbage på mig, og da jeg endelig havde fået en kiks frem, kastede jeg den lidt ud fra det plateau, vi stod på.
Uheldigvis var der temmelig langt ned, og han indså hurtigt, at mine små følgesvende ville få fat i den hurtigere, end han ville kunne nå derned. Fokus og vreden var igen rettet mod mig. Ikke så hensigtsmæssigt.
Jeg greb en ny kiks, kastede den tilbage mod offerstatuen, og han gik baglæns hen mod den, stadig med øjnene fokuseret mod mig. Jeg skyndte mig ned ad trappen.
De lokale, der lidt derfra havde opsat madboder, må have været ved at pisse i bukserne af grin over at se turisten trippe rundt på reposen med en flintrende gal abe i hælene. Jeg grinede af mig selv og kørte videre.
Næste tempel viste sig at huse en slags skole for hinduer, hvor de kan gå i spirituel skole og lære om religionen. Her var fyldt med aber, og de var en del mere fredelige og nysgerrige på den overkommelige måde. Jeg sad længe og betragtede ”timen” og de søde aber, der fistrede rundt og snuppede al den mad, de kunne finde.
En lille unge synes imidlertid at min albue var langt mere interessant end maden. Efter lidt petting forsøgte den at tage den sarong af, jeg var blevet iført for at få lov til at gå ind i templet. For pokker, de er kære, de små skabninger!
Det der aircondition er faktisk ikke værst.
Bor for første gang siden min første nat på rejsen på værelse med en. Og en million myg. Er sikker på, at jeg i morgen ville foretrække 30 graders varme frem for myg, men i skrivende stund er benene gemt væk under lagnet, og myggene må æde af armene. Guderne må vide, at mine ben er blevet ædt så det holder. Hvor er gekkoerne også, når man har brug for dem?! Eller fluerne?
Lidt senere på aftenen:
Pludselig skulle det dog vise sig, at myggene var mit mindste problem. Af alle de steder, jeg hidtil har beboet her på Bali, har jeg aldrig oplevet, at der var dyr af nogen art på mit værelse. Jeg har boet på et værelse for 20kr. i døgnet, og har i dag indlogeret mig på et hotel til 75kr. pr. nat.
Her til aften har gekkoerne indfundet sig, flagermus har været på besøg, og konstant kan jeg høre kriblelyde fra kakerlakkerne, der flintrer frem og tilbage over gulvet. Det er mildest talt ulækkert.
Jeg er åbenbart mere prinsesse, end jeg har lyst til at indrømme.
Her lød ellers idyllisk, og da jeg blev introduceret for værelset, var det solgt på stedet. Bortset fra det gamle badeværelse, har jeg en lille terrasse med udsigt over stranden, en dejlig seng og som tidligere nævnt airconditioooon! Terrassen viste sig imidlertid ubrugelig grundet myggene, faren for at få en kokosnød i hovedet (!), nu også frygten for flere kryb og den stille strandpromenade har vist sig at fungere som ”Striben” for byens ungdom på deres scootere.
Jeg ved godt, at jeg burde skamme mig over mit brokkeri, når jeg nu befinder mig på en paradisø, og i stedet koncentrere mig om at nyde de tolv solskinstimer, som jeg er sikret hver dag.
Jeg skal gøre et oprigtigt forsøg. Fra i morgen!
I morges, da jeg begav mig videre på min færd fra Medewi vestover mod nationalparken, kom jeg forbi et stort skilt, som viste vej mod et sted, der lovede ”good coffee and good place”. Jeg drejede fra og kørte ned ad en grusvej.
Lige før jeg ramte stranden, lå der en flot indgang, som førte ind til et lille kaffehus. Det viste sig at være reception for et utroligt ekstravagant sted. Efter at have drukket min the, blev jeg vist rundt i hytterne.
Hver hytte lå helt ugeneret af de andre, og der var den smukkeste terrasse med havudsigt og komplet stilhed bortset fra bølgernes sagte møde med stranden. Det kostede 200 kr. pr. nat, hvilket er en del mere, end budgettet tillader, men lige nu må jeg tilstå, at jeg overvejer at gøre den lange køretur på det lille blå lyn tilbage tilnærmelsesvis tværs over Bali, for at tage et par nætter dér.
Prinsessen synes tydeligvis, at det er lidt for alternativt og tropisk at bo på værelse med kryb. Måske man skulle overveje andre destinationer med mindre forudsigelige grænseoverskridelser næste gang?
Lidt generelle betragtninger efter et par dage på scooteren:
Det er vedblivende morsomt, at folk råber efter mig, når jeg kører forbi. Det er både børn og voksne – kvinder og mænd. Det er vist sjældent, at de ser turister her på egnen.
Det er desuden meget sødt, at balineserne er så gæstfrie og utroligt gerne vil snakke med deres gæster. Deres engelsk er for stort set alle uden undtagelse temmelig ringe, og det bliver aldrig rigtig til andet end, hvor jeg kommer fra, ”how long in Baliiii”, hvilket hotel jeg bor på, og om jeg er alene. JA, JEG ER ALENE! Og jeg vil desuden ikke giftes. Heller ikke selvom vores børn ville få den lækreste lyschokoladefarvede hud.
Det er sjovt, som de fleste ser meget ældre ud, end de er. De arbejder fuldstændig vanvittigt for at tjene de omtrent 500 kroner om måneden, som er temmelig normalt. Det betyder imidlertid arbejdsdage på minimum 12 timer. Hvor meget, der er effektiv arbejdstid, kan diskuteres, men én ting er sikker. Menneskene ældes hurtigt på disse kanter.
Rigtig mange steder holdes høns enten som husdyr eller som kommende føde. Barneskrig er én ting, og det kan virkelig irritere, men noget andet er hanegal, som man er stensikker på begynder omkring kl. 0430 og ikke ophører før engang op ad formiddagen.
FREDAG (23 OKT) brugte jeg en halv times tid på at finde nogen, der var villige til at låne mig deres telefon, så jeg kunne foretage et opkald til Paradis II og prutte om prisen pr. overnatning. Jeg anede ikke, at det åbenbart er temmelig dyrt at ringe, selv når det foregår nationalt. Det kostede mig 10000 rupiah, altså det samme som et måltid mad (5 kr.) at ringe i to minutter. Heldigvis forstod Paradis II, at de blot skulle ringe tilbage til mig på det nummer, jeg ringede fra, og det endte med, at jeg nu har fået bestilt værelse i Paradis II fra d. 28. – 30. OKT for blot 125 kr. pr. nat. Det bliver simpelthen så skønt at komme derover.
Efter mit paradis var sikret, hoppede jeg på scooteren med bjerget Gunung Catur som mål. På toppen er der et, efter sigende, utroligt smukt tempel og en ligeså smuk botanisk have.
Vandfaldet ved Gitgit var første stop. Det var fint. Ikke noget specielt vildt. Langt, smalt fald i en idyllisk blindgyde.
Jeg undres over, hvorfor så mange navne og begreber består af gentagelser. I lige måde hedder ”same same”, advarselsskilte i vejkanten er påmalet ”hati hati”, laki-laki er en dreng og kulkul hedder den aflange trædims, som man slår på for at kalde til samling.
Jeg er ellers totalt ignorant turisten, som trods en måneds ophold hernede kun kan sige: Mange tak, godt, fem, og i lige måde. Nå ja og så bensin.
Indonesisk skulle ellers være vanvittigt simpelt at lære, da det blot gælder om at oparbejde et vokabular. Der findes nemlig ikke grammatik. Tænker, at de har været for dovne til at opfinde det. Det andet synes jo at virke upåklageligt.
Nå, det var vandfaldet, jeg kom fra. Der var naturligvis den obligatoriske ti-minutters gåtur forbi boder, der alle faldbyder med skrammel en masse. En kvindes udvalg gjorde imidlertid indtryk, Hun solgte krydderier, og da jeg spurgte lidt ind til nogle af dem, viste hun mig rundt i sin baghave, hvor hun dyrkede dem alle. Jeg fik således set både vaniljeplanter, potter med ingefær og muskatnøddetræer. Eksotisk.
Da jeg kørte videre, kunne jeg nyde de fede sving og smilede allerede ved tanken om at skulle ræse nedad og ligge helt ned i svingene. Opad gik det i jævnt 40 km/t-tempo. Skyerne blev godt nok lidt tunge at se til, men jeg tænkte, at de sikkert ville lade vandet et andet sted. Så heldig var jeg imidlertid ikke. Da de første jumbodråber faldt, kørte jeg netop forbi et lille vakkelvornt skur. Jeg tænkte, at jeg kunne søge ly indtil bygen var drevet over…
Jeg ventede i skuret i to timer, indtil jeg indså, at jeg nok måtte tage en beslutning. Skulle jeg fortsætte de seks kilometer mod toppen og håbe på bedre vejr deroppe? Jeg overgav mig til sidst, og måtte lidt slukøret og uden at have været på toppen begive mig ned igen – nu i snegletempo efter hostende lastbiler, som slingrede faretruende i hvert sving på de regnglatte veje.
Vel tilbage ved strandvejen var regnen for længst holdt op, og jeg var næsten tør. Handlede lidt nødder og kiks, tog tilbage til min private dyrebutik, tog en svømmetur i poolen, et ferskvandsbad, gik ned på stranden og fik lidt mad ved den nærmeste madvogn. Er nu smuttet i seng og vil sove længe til i morgen kl. 5.30, hvor jeg forsøger mig opad bjerget endnu engang. Hvis det regner, må jeg bare bide kulden i mig. Jeg vil utroligt gerne op og se templet, og det skulle være specielt smukt om morgenen. Desuden skal jeg den vej for at komme videre på min indenlandstour.
Kan simpelthen ikke få det Paradis ud af tankerne. Det bliver vel nok fantastisk.
LØRDAG (24 OKT) checkede jeg ud omkring kl. 6 og drog i den smukke morgensol af sted mod mit mål: Pura Ulun Danau Bratan et fantastisk smukt tempel, som ligger i en sø, hvilket navnet også antyder (åbenbart?!). Det var virkelig en kold køretur. Templet ligger ved søen Danau Bratan, som ligger i omtrent 2000 meters højde. Jeg var der til gengæld før alle andre turister og dermed også før alle sælgerne. Det var rigtig rart at se en attraktion uden at sige nej tak en million gange til falske Ray-Ban solbriller og grimme trædildoer i kæmpestørrelse.
Efter at have fået varmen og spist lidt jordbær stak jeg fra hovedvejen og ud mod noget, som guidebogen beskriver som noget af det smukkeste balinesiske landskab. En lang, smal og lidet befærdet vej bragte mig igennem skove bestående af palmer, banantræer og kæmpelianer. Området hedder Jatiluwih og imellem skovene ligger de utroligt smukke rismarker. Jeg stoppede flere gange for at forsøge at indfange skønheden med mit lille kamera. Desværre kommer de grønne marker ikke helt til deres ret på billeder.
Jeg fortsatte mod endnu et tempel, Pura Luhur Batukau og derefter mod Ubud.
Jeg har hørt mange blandede ting om Ubud, og eftersom jeg bare glædede mig til at komme til Paradis II, brugte jeg kun en enkelt dag i Ubud. Måske er jeg ikke så god til at komme ud i yderkanterne af byerne, men de forekommer mig alle til dels at ligne hinanden. Masser af butikker, hvor ekspedienterne står udenfor og mere eller mindre entusiastisk forsøger at få turisterne indenfor, restauranter i massevis, mænd, der tilbyder ”drrranspåt” og souvenirforretninger, der sælger Bintang-toppe. Bintang er den lokale øl på øen, og alle turister synes ikke at eje andet tøj end disse wifebeaters med logoet påtrykt. De er ikke særligt kønne og alligevel tilsyneladende i høj kurs. Trøjerne.
MANDAG (26 OKT) Efter at have tilbragt endnu en nat på et billigt homestay med alt hvad dertil hører af kakerlakker, fugtigt værelse, ingen toiletpapir eller håndklæder og en dårlig madras dækket med et storblomstret lagen, som ikke synes at være blevet skiftet i umindelige tider og høns i baghaven, der vækker gæsterne umiddelbart før morgengry, tog jeg en beslutning om at komme af sted.
Jeg havde tilbragt natten i Ubud, som er kunstens højborg på Bali. Der er rigtig mange gallerier for alt fra træfigurer over malerier til tøj og smykker. Desuden har Ubud et rigt udvalg af Spas, altså steder hvor man for meget få penge får massage i alle stilarter, manicure, pedicure og mælkebade. Det er virkelig lækkert og billigt.
Jeg har imidlertid haft mere brug for at finde et sted, hvor der var fred og ro og ingen turister.
Jeg satte ud fra homestayet omkring kl. 9 og forsøgte at finde ud af Ubud. Jeg har ikke fået erhvervet mig et vejkort, så al navigation er foregået efter de kort, der er at finde i mine guidebøger. Det bedste, der er at sige om disse kort, er, at de er i overkanten mangelfulde for oplysninger. Da jeg havde passeret den samme restaurant tre (!) gange, begyndte jeg at spørge om vej. Det hjalp og efter en times tid var jeg endelig på rette vej.
Vejen til Paradis II går ad en umådelig trafikeret vej, som snor sig igennem landskabet. Vejen er hovednerven mellem havnen i Gilimanuk, som ligger på Balis vestligste kyst, hvorfra færgen mellem Bali og Java afgår, og den del af Bali, hvor størstedelen af befolkningen og turisterne befinder sig; nemlig Syd- og Østbali (Kuta og Sanur).
Lastbilerne er kæmpestore grænsende til frygtindgydende, og de store turistbusser kører hasarderet, skrider ud i deres overhalinger, og de små scootere summer som bier imellem det hele. Efter lidt tilvænning er det dog ikke så slemt, og man lærer at tage forholdsregler for at holde sig på vejen.
Velankommet til Paradis II tog jeg et langt bad i det lækre udendørs badeværelse, smed mig på sengen og læste lidt i min medbragte bog.
ONSDAG (28 OKT)
Puha, jeg bliver så doven af at lave ingenting. Det er nu meget rart med al den ingenting, eksempelvis opdagede jeg til morgen, at mine fødder ikke længere er opsvulmede på grund af varmen…Det bliver nok meget godt at komme tilbage til København, aftaler og krav, der skal mødes.
Men, men…så længe jeg overvejer, hvad mit næste træk skal være, kan jeg da altid lægge mig op til poolen og branke flæsket. Det skader vel ikke. Alt for meget.
Når der nu ikke er andre gæster, må man så godt ligge i g-streng? Ej, de er faktisk ret religiøse her på egnen. Ikke så mange muslimer, men alligevel. Jeg ønsker jo sådan set ikke at tage livet af nogen, selvom det var utroligt tæt på i går.
Hotelmutteren her på stedet insisterede i går på, at vi skulle ud at se den havn, der ligger i nærheden, og som efter sigende skulle…Ja, det ved jeg faktisk ikke, men vi begav os af sted, og det endte med at blive en vældig fin tur. Vi kørte af sted på hendes scooter, hun kørte, og jeg sad bagpå. Hjelme var ikke nødvendige, mente hun, så de lyse lokker fik virkelig luft, og det var en lidt anden følelse, end at være lukket inde i den hvide skal, der gør det ud for min hjelm.
Der bliver kigget umådeligt meget efter det lange lyse hår og den lyse hud herude i ingen-turisters-land. Jeg føler mig som en filmstjerne, når jeg begiver mig rundt. Alle smiler og stirrer efter mig, og der skete således det uheldige i går, at der var en scooterkører i modsat retning, der kiggede lidt for længe og kom til at køre sammen med en anden scooter med 50 km/t. De rejste sig begge op og løb ud i rabratten, og de så ikke ud til at have lidt betydelig skade, hvilket er mere end hvad man kan sige om deres køretøjer.
Det er det tredje færdselsuheld jeg er vidne til hernede. Det første var to på scootere, der stødte frontalt sammen. Det andet implicerede to store lastbiler og tre scootere og i hvert fald ét lig. Jeg så ikke dette ske, og priste mig lykkelig for, at jeg var stoppet for at indtage en lille snack lidt tidligere. Utroligt ubehageligt og ufatteligt mange dele af tøj, scootere, lastbiler og…sandaler.
TORSDAG (29 OKT)
Var rigtig dårlig i går sikkert på grund af dehydrering, så jeg lå mest bare i sengen, spiste gulerødder, drak vand og tænkte lidt over livet, imens jeg kunne glo ud over den smukke strand nedenfor mit vindue.
I morges blev jeg dog enig med mig selv om, at jeg hellere måtte komme tilbage til det billige Kuta. Da en af drengene fra Paradis II ville køre min scooter ud på P-pladsen gjorde han med håndtegn opmærksom på, at der ikke var nok luft i bagdækket. Han rystede smågrinende på hovedet, da jeg spurgte, om jeg ville være i stand til at gøre turen tilbage til Kuta.
Da deres egen pumpe var i stykker, så jeg pludselig mit køretøj forsvinde i en støvsky. Ti minutter senere returnerede den med luftfyldte dæk. Og fuld tank. De er altså imponerende hernede. Jeg begynder at tro, at det ikke kun er det lyse hår og brysterne, men at det rent faktisk bare ligger i deres natur at være gæstfri og hjælpsomme.
Trafikken mod Østbali var ikke særlig slem, og det tog kun små tre timer på det blå lyn.
Det var trist at måtte sige farvel til den skønne frihed, der ligger i at have eget køretøj, men efter at have indlogeret mig på det billige hostel, have fået massage og pedicure, føltes det nu meget godt igen at begive sig rundt til fods. Min krop har vist også meget godt af det.
Det ser ud til, at lidt fysisk træning er påkrævet, når jeg engang kommer hjem…
Jeg bliver her i Kuta, indtil jeg skal hjem på søndag. Da der efterhånden er meget lav stand i pengebeholdningen, bliver det vist begrænset med udskejelser, men solslikkeri og lidt surfing er egentlig også i orden.
Aften 29 OKT…
Er det meningen, at sengen skal lugte af sure tæer? Det, der ligger på sengen, hvor et lagen normalt ville være, skulle måske overveje at vaske sig…Gad vide, om det når et selvrensende stadie ligesom hår?
FREDAG (30 OKT)
Aften:
Har henslægnt mig i den ene af de to ildelugtende senge for at slappe af og se en film.
Hvem har degraderet Martin Sheen fra præsidentposten til chief of staff, imens jeg har været af sted? Det er temmelig forvirrende at se ham i ”the American President” – uden at han er præsident. Jeg har trods alt efterhånden set tre en halv sæson af ”the West Wing”.
