ONSDAG (7 OKT) skulle vi for første gang ud i det åbne hav og prøve de tillærte færdigheder af.
Vi tog af sted tidligt om morgenen med en lille båd, som bragte os ud til det koralrev ud for Sanur, som virker som bølgebryder for stranden.
Det var helt ubeskriveligt. Alle de fisk, som jeg har set på film, saronger og i bøger, svømmede ind og ud imellem hinanden. Jeg har aldrig før set så mange smukke farver samlet på ét sted.
Det, der klart gjorde mest indtryk, var imidlertid hverken det at trække vejret under vandet eller de smukke fisk, men derimod en helt fantastisk smuk, blå anemone. Jeg har aldrig set en blå farve som den og op af anemonen stak gult ”hår” som bølgede langsomt frem og tilbage. Pludselig stak en klovnefisk næsen frem, og jeg kom til at le. Det var som taget ud af tegnefilmen, Find Nemo.
Forholdene var rigtig fine, og vi foretog to dyk på dette sted.
TORSDAG (8 OKT) bevægede vi os kl. 8 i en minibus mod Tulamben, som ligger på nordøstsiden af Bali. Her ligger et gammelt skibsvrag fra 2. Verdenkrig, som var dagens mål. Køreturen tog to timer og gik igennem et utroligt smukt landskab, som jeg forsøgte at indfange i mit kamera. Jeg havde på dette tidspunkt ingen anelse om, at jeg skulle få masser af tid til at knipse løs ved en senere lejlighed.
Vraget var enormt. At komme ned i dybet og se et skib i tre dele foran sig med skrue, ror og hullet, som torpedoen havde forårsaget, var grænseoverskridende og spændende. Vi svømmede ind i lastrummet, rundt om stævnen og tilbage mod koralrevet, som lå lige ved siden af. Et utroligt dyk, som satte mit vovemod lidt på prøve.
Også på dette sted foretog vi to dyk, og ved hjemkomsten til dykkercentret, fik jeg udleveret mit certifikat; Padi Open Water. Jeg var imidlertid under ingen omstændigheder færdig med verdenen under havets overflade.
Jeg tog hen på min stamcafé , Manic Organic, drak en smoothie og nettede Min franske ven dukkede op og inviterede mig på middag på hans yndlings restaurant om aftenen.
Det var en vanvittigt hyggelig middag, hvor han på ægte fransk manér insisterede på at betale som modbetaling for at høre om det at være kvinde i den danske flåde. Vi sad og sludrede i fire timer imens den ene udsøgte ret efter den anden langsomt gled ned.
Efter gåturen hjem gav vi hinanden hånd, kindkyssede og sagde godnat. Meget galant og slet ikke noget hanky panky i luften.
FREDAG (9 OKT) havde jeg aftalt med Marcel, en dykkerinstruktør in spe, at vi skulle til noget, der hedder Manta’s Point.
Med de to dyk jeg gennemførte denne dag, tog jeg ligeledes hul på min oplæring til at blive advanced diver.
Efter en times bådtur, befandt vi os ved Manta’s Point, gjorde vi os klar til første dyk og hoppede i. En hollænder på min alder, som netop havde gennemført dykkerinstruktørkurset, blev min buddy og udpegede en masse fisk under vores dyk.
Vi dykkede i en lille time uden at se nogen rokker. Jeg var lidt skuffet, men der var et væld af andre fisk som vi nærstuderede. Jeg synes, at noget af det vanskelige ved at dykke er at finde præcis det punkt, hvor man har præcis så meget luft i sin vest, så man opnår neutral opdrift. Kan man finde det punkt, kan man ligge helt stille og betragte fiskene uden at skulle tænke over at passe på at ramme noget. Det var først ved mine sidste dyk, at jeg fik rigtig godt fat i den hårfine grænse.
Hollænderen var ivrig efter at udpege fisk for mig og jeg lærte en masse håndtegn for fiskene, så man ved, hvad man kigger efter, når nogen peger. Eksempelvis spiller man imaginert på trompet, hvis man ser en trompetfisk, folder hænderne men lader fingrene stikke op, hvis man ser en lion fish og sætter en strakt hånd op foran panden som en finne, når (!) man ser en haj.
Indtil da, havde jeg ikke praktiseret andre håndtegn end dem for “ned”, “op”, “OK” og “fare”, så jeg var totalt på Herrens mark, da han kastede håndtegn. Det blev heldigvis hurtigt bedre.
De to fisk, der gjorde størst indtryk, var en boxfish, der, som navnet antyder, har form som en boks. Den anden var en unicorn fish, som har en stikkejavertus i panden. Den så virkelig løjerlig ud, og endnu engang kom jeg til at grine, så jeg fik vand i masken.
Da vi opgav at finde Mantaerne og gik til overfladen, lå vi lidt i vandet og ærgrede os over, at vi ikke havde set de rokker.
En båd kom tøffende forbi og begejstrede dykkere råbte til os, at der var masser af rokker inde ved klippen.
Så hurtigt vi kunne svømmede vi derind og ganske rigtigt; kæmpe rokker svømmede på deres elegante facon ud og ind imellem hinanden. Deres bevægelser var helt majestætiske. De var virkelig smukke. Dive masteren mente, at den største var i hvert fald fire meter i vingefang.
Glade i låget blev vi hentet af båden og begav os mod dagens andet divespot. Det var noget, der kaldes Blue Corner, hvor der ofte observeres Mula Mula (klumpfisk). Det er et af Balis kendemærker, og alle om bord var spændte. Specielt kunne en irsk kvinde, Jennifer, først i halvtredserne slet ikke sidde stille, da vi nærmede os. Hun havde 200 dyk bag sig, og havde mange gange været netop her i håb om at se det mægtige dyr. Det var blevet en besættelse for hende og i sjov forvissede jeg hende om, at hun nok skulle få en at se denne dag, da jeg var med, og jeg altid er heldig.
Da vi kom i vandet oplevede jeg for anden gang en god omgang adrenalin pumpe rundt i kroppen. Når man dykker er det vigtigt at man holder sammen. På dette sted var strømmen meget kraftig, hvilket er et af de forhold, man skal prøve sammen med en instruktør for at blive advanced diver. Uden at bevæge finnerne drev vi gennem vandet med en temmelig høj fart. I starten brugte jeg en del kræfter på at forsøge at blive tæt på dive masteren, men strømmen var virkelig kraftig og han signalerede, at jeg bare skulle slappe af og drive med strømmen.
Et smukt koralrev drev forbi under os, og divemasteren ledte os hen til et sted, hvor en koralvæg førte så dybt ned, at man ikke kunne se bunden. Her var der ingen strøm, og det føltes som at træde direkte fra en orkan og ind i dens øje. Vi svømmede tæt på koralerne og så endnu engang et væld af farverige fisk i alle former og størrelser. Det er virkelig svært at forklare, men oplevelsen af al den skønhed skal ses ved selvsyn.
Pludselig blev der banket heftigt på en flaske i nærheden. Alle vendte sig om og bag os, ca. tyve meter væk, svømmede en ca. tre meter stor Manta Ray langsomt forbi en tre meter stor Mula Mula. Jennifer greb min hånd, og der stod vi så hånd i hånd og vægtløse i vandet og betragtede dette groteske dyr svømme forbi. Efter et minuts tid forsvandt den ud af syne og vi vendte igen opmærksomheden mod koralerne. Vi blev der lidt for kort tid efter min mening, og svømmede igen op i strømmen. Endnu engang blev vi ført forbi koralerne – drevet af strømmen og jeg boblede indvendig af barnlig legesyge og tumlede rundt i strømmen imens jeg råbte og skreg ind i regulatoren af glæde (den der sidder i munden og sørger for luften).
Da vi kom tilbage, stod franskmanden og ventede. Forsøgte at feje ham af, da jeg egentlig havde planer for min sidste aften i Sanur og gerne ville være alene. Han gik lidt slukøret derfra, og fangede mig igen, da jeg var på vej hen for at få massage. Han var virkelig smadder behagelig at være sammen med, men jeg ville bare så gerne være alene, så til sidst gik jeg hjem og fik der at vide, at han havde været forbi og spurgt efter mig tidligere på dagen.
Nu glædede jeg mig for alvor til at rykke teltpælene op og komme videre.
LØRDAG (10 OKT) forlod jeg Sanur og Bali, og begav mig på en hurtigbåd, the Black Pearl, imod Gili Trawangan. Jeg faldt i snak med en smuk australier, som fortalte, at hun ejede det transport selskab, som fragtede os mod øst. Hun havde boet på Bali i tolv år og havde sin faste bopæl på Gili T. Hun fortalte mig lidt om øen, og vi snakkede om løst og fast. To timer gik og som vi nærmede os øen steg mine forventninger til mit ophold. En flad bountyø dukkede op af bølgerne, og da skibet lagde til, plantede jeg mine fødder i Paradis.
Jeg henvendte mig hos det dykkercenter, som Crystal DIvers i Sanur samarbejder en lille smule med. Jeg aftalte at færdiggøre mit kursus hos dem og fik anvist Pamela som min dykkerinstruktør. Pam er en chilensk pige, som udover at være instruktør også har et hus, hvor hun lejer et værelse ud. Hun tilbød, at jeg kunne flytte ind og bo på hendes værelse indtil de to andre piger, som boede i udlejningsværelset flyttede. Jeg fik forevist værelset og hilste på pigerne.
Det var to amerikanere, Erin og Niki. De spurgte, om jeg havde lyst til at tage med dem ud at spise aftensmad og vi har hængt sammen siden. Fantastiske tøser!
I fem dage flød timerne sammen. Vi brugte masser af tid på at ligge på stranden, sidde på Ocean 2, som serverede lækker frisk frugt og billige smoothies. Vi talte om alt og intet, snorklede lidt, når det blev for varmt at ligge og læse, tog ud og spiste om aftenen og drak et par drinks, før vi gik i seng.
Det var ren afslapning i et paradis med turkisblåt vand, kridhvide strande, smukke solnedgange og stilhed.
Der findes ingen motordrevne køretøjer på øen, så al transport foregår til fods, på cykel eller i hestevogn. Det tager ca. en time at gå rundt om øen, hvilket jeg gjorde en af de første dage, jeg var der. Fantastisk tur med masser af fuldstændig alenetid.
Jeg foretog mine tre sidste dyk og blev opgraderet til advanced diver. Vi foretog et natdyk, et navigationsdyk, hvor man skal vise, at man mestrer at navigere ved hjælp af et kompas og sidst, men ikke mindst et dybdedyk, hvor man sammen med en dykkeinstruktør foretager et dyk på mellem 18- og 30 meter vand.
På dybdedykket så vi en hvidtippet haj ca. 15 meter væk og et væld af havskildpadder. Jeg var nu virkelig fortrolig med udstyret og kunne uden at tænke for meget over det, bringe mig selv i den vægtløse tilstand, der gør dykningen væsentligt sjovere, fordi man via denne teknik kan stoppe og forblive det samme sted og nærstudere fiskene uden hele tiden at være ved at kollidere med koralerne. Praktisk.
Paradis var en virkelig billig og speciel fornøjelse for luksusprinsessen.
Der er ikke ferskvand på øen, med mindre man er villig til at betale store summer for et luksusværelse i de dyre bungalows. Mit hår føltes derfor som hø, og man føler sig aldrig rigtig ren, fordi al badning foregår i saltvand.
Elektriciteten ryger et par gange om dagen. Nogle gange forsvinder den i ti minutter, andre gange i ti timer. Alle restauranter har derfor generatorer så musikken fortsat kan pumpe og lysene blinke.
Et eksotisk sted, som jeg bestemt ikke ville have noget imod at gense en dag.
TORSDAG (15 OKT)
Jeg tager til Kuta på Bali med damerne i morgen for at lære at surfe og for at se, hvad Bali ellers har at byde på.
