Tour de Bali

18. november 2009

Alle dagene fra d. 15. oktober og til d. 20. gik med at hænge ud på stranden, læse i min murstensbog (Jordens Søjler af Ken Follett), surfe, spise lækker mad, et par enkelte byture og sjov i gaden med de to amerikanske damer.
De tog imidlertid videre på hver deres færd, og efterlod mig i Kuta til fordel for Borneo (Erin) og Thailand (Niki).

TIRSDAG (20 OKT)

Lod det meste af min bagage stå i Kuta, ved det hotel, hvor jeg lejede min scooter. Med mig havde jeg tøj nok til en uges tid på farten, solcreme, toiletpapir og shampoo.

Dagen skulle bruges på at udforske det sydlige Bali. Den lille halvø hedder Bukit Peninsula og huser udover en del smukke strande det fine lille tempel, Pura Luhur Utu Watu. Templet ligger helt yderst på en klippeskrænt og er kendt for sin smukke beliggenhed – specielt ved solnedgang. 100 meter nedenfor templet brydes bølgerne i noget, som desuden skulle være et af Balis bedste surfersteder.

Templet i sig selv var lille og fint. Det sjoveste var imidlertid mit første personlige møde med aberne. Jeg kan pludselig sætte mig ind i, hvorfor andre mennesker er så betaget af disse dyr.

De var så  frække og greb i alt, hvad man havde i hænderne. Allerede ved parkeringen havde vagterne bedt mig passe på alle mine ejendele, så jeg havde spændt alt fast og lagt solbriller i tasken.

Den vandflaske jeg bar i hånden var imidlertid tilsyneladende interessant nok. En af de små aber så den og gik straks i gang med at forsøge at skrue  låget af, imens jeg holdt flasken i hånden. Da dette ikke lod sig gøre, begyndte den at bide i plastikken og fik til sidst hul. Jeg optog hele seancen med mit kamera, men et pludseligt bump fik mig til at vende kameraet mod min rygsæk, hvor en anden abe nu var landet og forsøgte at komme ind i tasken. Denne var imidlertid godt lukket. 1-0 til Anna.

Jeg havde mest bare lyst til at lege videre med de små dyr, men så kom andre turister, der var bedre forberedt end mig. Deres guider havde medbragt bananer. Pludselig var plastic ikke længere så interessant. 1-1. Æv.

Den videre køretur bragte mig forbi andre små templer med pragtfulde udsyn over havet og hvide uberørte sandstrande, huler med flagermus i hundredvis og lange bugtede veje, der til sidst førte mig til Nusa Dua, den by, hvor jeg havde bestemt mig for at tilbringe natten.

Min guide beskrev en restaurant, der skulle ligge i denne by, som fænomenal.

Jeg smuttede indenom, og heldigvis var der plads – hvis jeg lovede at være færdig indenfor to timer. Det mente jeg ikke skulle være noget problem, så jeg bed på og bestilte ristaffel.

Hold da op et måltid! For det første var der VIRKELIG meget mad. For det andet var det så umådeligt lækkert, at jeg slet ikke kunne lade være med at smile hele måltidet igennem. Der blev godt nok gloet enormt meget efter tøsen, der sad og indtog sit måltid helt alene. Senere, da jeg så mig selv i spejlet, forstod jeg hvorfor. Mit tøj og mit ansigt var temmelig beskidt efter den støvede færd på de balinesiske veje. Jeg havde eksempelvis overskæg og sammen groet øjenbryn. De andre gæster var alle temmelig pænt klædt på, og jeg lignede mest af alt en ussel backpacker.

Efter middagen fandt jeg mit homestay, tog et langt, koldt bad, og faldt derefter hurtigt i søvn.

 

ONSDAG (21 OKT)

Stod op omkring kl. 6 og drog igen af sted, denne gang mod det centrale og vestlige Bali syd for bjergene. Jeg havde planlagt turen i henhold til kortene i min guide. Tænkte, at det måtte være de store veje, der var indtegnet her, og dermed ville de formentlig være godt skiltet. I det store og hele holdt dette stik. Jeg var imidlertid flere gange ude på enorme detours rundt i knap så fremkommeligt landskab, men der var smukt, og jeg sendte glade tanker tilbage til en vis tur på Island i en Yaris. Yarisen ville have klaret denne tur uden problemer. Lidt mere end hvad man kunne sige om den stakkels scooter.

Vi klarede imidlertid skærene, det blå lyn og jeg, og snart var vi igen på næsten rette vej. Jeg fandt de fleste af de ting jeg gerne ville se: endnu et utroligt smukt og stort tempel, Pura Tamah Ayun, som desuden havde en virkelig dejlig og duftende have med lotusblomster og andre eksotiske planter (nej, jeg er ikke den store botaniker, men nogle af blomsterne genkendte jeg fra blomsterhandleren og IKEA…), risterrasser, dog ikke så smukke, som jeg havde forestillet mig og uendeligt mange af de sjove små lokalsamfund, som man automatisk kommer igennem, når man kører rundt på må og få.

Jeg forsøgte at finde nogle af de hot springs, som er nævnt i guiden, men på det tidspunkt var jeg kommet meget langt væk fra mit oprindelige ”track” og for at være sikker på at nå mit overnatningssted inden mørkets frembrud, vendte jeg snuden mod vest.

Inden da var jeg imidlertid forbi en af Balis helt store turistattraktioner: Pura Tamah Lot. Et tempel (…) som ligger på en stor klippe lidt ude fra kysten. Det var rigtig fint, og i stedet for aber var der her en stor, tilsyneladende ”hellig” slange, som man kunne få lov at løfte lidt rundt på og få taget et billede sammen med. Da der ikke var mange om buddet, fik jeg lov til bare at gramse lidt på den helt gratis. Den var stor, og det er for mig altid lidt grænseoverskridende at mærke det helt glatte og slet ikke klæbrige skind imens den hisser sig af sted over gulvet. ADRK!

Jeg har mistet tal på, hvor mange billeder jeg efterhånden befinder mig på i selskab med horder af asiater. De stopper mit lyse hår overalt. På stranden løber de fnisende rundt efter vesterlændinge i bikini, men selv ved seværdigheder, hvor jeg er iført normalt (turist)tøj anråber de mig med ”Eskus miiiiii”. Det er underholdende at lege Camron Diaz, og jeg holder storsmilende rundt om børn og deres forældre.

Herefter var det afgang mod Medwi, hvor guiden anviste et homestay, der skulle ligge 300 meter fra hovedvejen. Jeg nåede ikke frem inden solen gik ned og ville ikke misse skiltet, så jeg kørte langsommere jo nærmere, jeg troede jeg befandt mig på stedet. Langt om længe dukkede skiltet op, og jeg drejede fra.

Fik anvist et værelse og forsøgte at samle mig om at få planlagt den følgende dags tur, men var for træt og faldt om efter et bad og en virkelig begivenhedsrig dag.

 

TORSDAG (22 OKT)

Sov til ved 6-tiden, fik serveret den gængse morgenmad: To intetsigende stykker toastbrød med smør, et glas vand og her en bonus i form af noget lækkert frisk frugt. Dagens køretur forløb langs den store og stærkt trafikerede vej mellem Denpasar og Giliminuk, igennem Nationalparken og videre langs nordkysten til dagens mål: Lovina. En utroligt smuk tur, som bød på et lille og lidt ligegyldigt tempel i forhold til, hvad jeg tidligere havde set, en tempelruin, som fortjener samme beskrivelse som den forrige. Køreturen igennem den smukke natur var imidlertid det hele værd.

Da jeg kom op på nordsiden af øen besøgte jeg tre templer.

Det første var et lille bitte ét, hvor de små ofringer blot blev stillet ind i en lille udhulning i klippen. Jeg var nysgerrig og ville se det tættere på. En trappe på ca. 40 trin førte op til den lille piedestal, og på vejen op så jeg ud af øjenkrogen et par aber, der vagtsomt betragtede og fulgte min opstigning. Jeg havde medbragt kiks for at få endnu en ekstra oplevelse med aberne. En beslutning jeg meget hurtigt skulle blive særdeles glad for.

Da jeg i raske skridt havde tilbagelagt turen op ad trappen, stod jeg lidt pludseligt foran piedestalen – og en ret stor og ikke specielt tilfreds gammel hanabe. Køn og alder fastslog jeg ud fra størrelsen på dens unaturligt store pung og skæg.

Jeg fik et mindre chok, og det gjorde han vist også. Han begyndte at hvæse, vise tænder, strække hals og kom hen imod mig. Lettere febrilsk begyndte jeg at rasle med posen med kiks. Det fik ham til at rette opmærksomheden mod posen, men han stoppede ikke hvæseriet. Jeg var dog nødt til at række ned i posen for at frigøre Mariekiksene fra folien. Det fik fokus tilbage på mig, og da jeg endelig havde fået en kiks frem, kastede jeg den lidt ud fra det plateau, vi stod på.

Uheldigvis var der temmelig langt ned, og han indså hurtigt, at mine små følgesvende ville få fat i den hurtigere, end han ville kunne nå derned. Fokus og vreden var igen rettet mod mig. Ikke så hensigtsmæssigt.

Jeg greb en ny kiks, kastede den tilbage mod offerstatuen, og han gik baglæns hen mod den, stadig med øjnene fokuseret mod mig. Jeg skyndte mig ned ad trappen.

De lokale, der lidt derfra havde opsat madboder, må have været ved at pisse i bukserne af grin over at se turisten trippe rundt på reposen med en flintrende gal abe i hælene. Jeg grinede af mig selv og kørte videre.

Næste tempel viste sig at huse en slags skole for hinduer, hvor de kan gå i spirituel skole og lære om religionen. Her var fyldt med aber, og de var en del mere fredelige og nysgerrige på den overkommelige måde. Jeg sad længe og betragtede ”timen” og de søde aber, der fistrede rundt og snuppede al den mad, de kunne finde.

En lille unge synes imidlertid at min albue var langt mere interessant end maden. Efter lidt petting forsøgte den at tage den sarong af, jeg var blevet iført for at få lov til at gå ind i templet. For pokker, de er kære, de små skabninger!

Det der aircondition er faktisk ikke værst.

Bor for første gang siden min første nat på rejsen på værelse med en. Og en million myg. Er sikker på, at jeg i morgen ville foretrække 30 graders varme frem for myg, men i skrivende stund er benene gemt væk under lagnet, og myggene må æde af armene. Guderne må vide, at mine ben er blevet ædt så det holder. Hvor er gekkoerne også, når man har brug for dem?! Eller fluerne?

Lidt senere på aftenen:

Pludselig skulle det dog vise sig, at myggene var mit mindste problem. Af alle de steder, jeg hidtil har beboet her på Bali, har jeg aldrig oplevet, at der var dyr af nogen art på mit værelse. Jeg har boet på et værelse for 20kr. i døgnet, og har i dag indlogeret mig på et hotel til 75kr. pr. nat.

Her til aften har gekkoerne indfundet sig, flagermus har været på besøg, og konstant kan jeg høre kriblelyde fra kakerlakkerne, der flintrer frem og tilbage over gulvet. Det er mildest talt ulækkert.

Jeg er åbenbart mere prinsesse, end jeg har lyst til at indrømme.

Her lød ellers idyllisk, og da jeg blev introduceret for værelset, var det solgt på stedet. Bortset fra det gamle badeværelse, har jeg en lille terrasse med udsigt over stranden, en dejlig seng og som tidligere nævnt airconditioooon! Terrassen viste sig imidlertid ubrugelig grundet myggene, faren for at få en kokosnød i hovedet (!), nu også frygten for flere kryb og den stille strandpromenade har vist sig at fungere som ”Striben” for byens ungdom på deres scootere.

Jeg ved godt, at jeg burde skamme mig over mit brokkeri, når jeg nu befinder mig på en paradisø, og i stedet koncentrere mig om at nyde de tolv solskinstimer, som jeg er sikret hver dag.

Jeg skal gøre et oprigtigt forsøg. Fra i morgen!

 

I morges, da jeg begav mig videre på min færd fra Medewi vestover mod nationalparken, kom jeg forbi et stort skilt, som viste vej mod et sted, der lovede ”good coffee and good place”. Jeg drejede fra og kørte ned ad en grusvej.

Lige før jeg ramte stranden, lå der en flot indgang, som førte ind til et lille kaffehus. Det viste sig at være reception for et utroligt ekstravagant sted. Efter at have drukket min the, blev jeg vist rundt i hytterne.

Hver hytte lå helt ugeneret af de andre, og der var den smukkeste terrasse med havudsigt og komplet stilhed bortset fra bølgernes sagte møde med stranden. Det kostede 200 kr. pr. nat, hvilket er en del mere, end budgettet tillader, men lige nu må jeg tilstå, at jeg overvejer at gøre den lange køretur på det lille blå lyn tilbage tilnærmelsesvis tværs over Bali, for at tage et par nætter dér.

Prinsessen synes tydeligvis, at det er lidt for alternativt og tropisk at bo på værelse med kryb. Måske man skulle overveje andre destinationer med mindre forudsigelige grænseoverskridelser næste gang?

Lidt generelle betragtninger efter et par dage på scooteren:

Det er vedblivende morsomt, at folk råber efter mig, når jeg kører forbi. Det er både børn og voksne – kvinder og mænd. Det er vist sjældent, at de ser turister her på egnen.

 

Det er desuden meget sødt, at balineserne er så gæstfrie og utroligt gerne vil snakke med deres gæster. Deres engelsk er for stort set alle uden undtagelse temmelig ringe, og det bliver aldrig rigtig til andet end, hvor jeg kommer fra, ”how long in Baliiii”, hvilket hotel jeg bor på, og om jeg er alene. JA, JEG ER ALENE! Og jeg vil desuden ikke giftes. Heller ikke selvom vores børn ville få den lækreste lyschokoladefarvede hud.

 

Det er sjovt, som de fleste ser meget ældre ud, end de er. De arbejder fuldstændig vanvittigt for at tjene de omtrent 500 kroner om måneden, som er temmelig normalt. Det betyder imidlertid arbejdsdage på minimum 12 timer. Hvor meget, der er effektiv arbejdstid, kan diskuteres, men én ting er sikker. Menneskene ældes hurtigt på disse kanter.

 

Rigtig mange steder holdes høns enten som husdyr eller som kommende føde. Barneskrig er én ting, og det kan virkelig irritere, men noget andet er hanegal, som man er stensikker på begynder omkring kl. 0430 og ikke ophører før engang op ad formiddagen.

 

FREDAG (23 OKT) brugte jeg en halv times tid på at finde nogen, der var villige til at låne mig deres telefon, så jeg kunne foretage et opkald til Paradis II og prutte om prisen pr. overnatning. Jeg anede ikke, at det åbenbart er temmelig dyrt at ringe, selv når det foregår nationalt. Det kostede mig 10000 rupiah, altså det samme som et måltid mad (5 kr.) at ringe i to minutter. Heldigvis forstod Paradis II, at de blot skulle ringe tilbage til mig på det nummer, jeg ringede fra, og det endte med, at jeg nu har fået bestilt værelse i Paradis II fra d. 28. – 30. OKT for blot 125 kr. pr. nat. Det bliver simpelthen så skønt at komme derover.

Efter mit paradis var sikret, hoppede jeg på scooteren med bjerget Gunung Catur som mål. På toppen er der et, efter sigende, utroligt smukt tempel og en ligeså smuk botanisk have.

Vandfaldet ved Gitgit var første stop. Det var fint. Ikke noget specielt vildt. Langt, smalt fald i en idyllisk blindgyde.

Jeg undres over, hvorfor så mange navne og begreber består af gentagelser. I lige måde hedder ”same same”, advarselsskilte i vejkanten er påmalet ”hati hati”, laki-laki er en dreng og kulkul hedder den aflange trædims, som man slår på for at kalde til samling.

Jeg er ellers totalt ignorant turisten, som trods en måneds ophold hernede kun kan sige: Mange tak, godt, fem, og i lige måde. Nå ja og så bensin.

Indonesisk skulle ellers være vanvittigt simpelt at lære, da det blot gælder om at oparbejde et vokabular. Der findes nemlig ikke grammatik. Tænker, at de har været for dovne til at opfinde det. Det andet synes jo at virke upåklageligt.

Nå, det var vandfaldet, jeg kom fra. Der var naturligvis den obligatoriske ti-minutters gåtur forbi boder, der alle faldbyder med skrammel en masse. En kvindes udvalg gjorde imidlertid indtryk, Hun solgte krydderier, og da jeg spurgte lidt ind til nogle af dem, viste hun mig rundt i sin baghave, hvor hun dyrkede dem alle. Jeg fik således set både vaniljeplanter, potter med ingefær og muskatnøddetræer. Eksotisk.

Da jeg kørte videre, kunne jeg nyde de fede sving og smilede allerede ved tanken om at skulle ræse nedad og ligge helt ned i svingene. Opad gik det i jævnt 40 km/t-tempo. Skyerne blev godt nok lidt tunge at se til, men jeg tænkte, at de sikkert ville lade vandet et andet sted. Så heldig var jeg imidlertid ikke. Da de første jumbodråber faldt, kørte jeg netop forbi et lille vakkelvornt skur. Jeg tænkte, at jeg kunne søge ly indtil bygen var drevet over…

Jeg ventede i skuret i to timer, indtil jeg indså, at jeg nok måtte tage en beslutning. Skulle jeg fortsætte de seks kilometer mod toppen og håbe på bedre vejr deroppe? Jeg overgav mig til sidst, og måtte lidt slukøret og uden at have været på toppen begive mig ned igen – nu i snegletempo efter hostende lastbiler, som slingrede faretruende i hvert sving på de regnglatte veje.

Vel tilbage ved strandvejen var regnen for længst holdt op, og jeg var næsten tør. Handlede lidt nødder og kiks, tog tilbage til min private dyrebutik, tog en svømmetur i poolen, et ferskvandsbad, gik ned på stranden og fik lidt mad ved den nærmeste madvogn. Er nu smuttet i seng og vil sove længe til i morgen kl. 5.30, hvor jeg forsøger mig opad bjerget endnu engang. Hvis det regner, må jeg bare bide kulden i mig. Jeg vil utroligt gerne op og se templet, og det skulle være specielt smukt om morgenen. Desuden skal jeg den vej for at komme videre på min indenlandstour.

 

Kan simpelthen ikke få det Paradis ud af tankerne. Det bliver vel nok fantastisk.

 

LØRDAG (24 OKT) checkede jeg ud omkring kl. 6 og drog i den smukke morgensol af sted mod mit mål: Pura Ulun Danau Bratan et fantastisk smukt tempel, som ligger i en sø, hvilket navnet også antyder (åbenbart?!). Det var virkelig en kold køretur. Templet ligger ved søen Danau Bratan, som ligger i omtrent 2000 meters højde. Jeg var der til gengæld før alle andre turister og dermed også før alle sælgerne. Det var rigtig rart at se en attraktion uden at sige nej tak en million gange til falske Ray-Ban solbriller og grimme trædildoer i kæmpestørrelse.

Efter at have fået varmen og spist lidt jordbær stak jeg fra hovedvejen og ud mod noget, som guidebogen beskriver som noget af det smukkeste balinesiske landskab. En lang, smal og lidet befærdet vej bragte mig igennem skove bestående af palmer, banantræer og kæmpelianer. Området hedder Jatiluwih og imellem skovene ligger de utroligt smukke rismarker. Jeg stoppede flere gange for at forsøge at indfange skønheden med mit lille kamera. Desværre kommer de grønne marker ikke helt til deres ret på billeder.

Jeg fortsatte mod endnu et tempel, Pura Luhur Batukau og derefter mod Ubud.

Jeg har hørt mange blandede ting om Ubud, og eftersom jeg bare glædede mig til at komme til Paradis II, brugte jeg kun en enkelt dag i Ubud. Måske er jeg ikke så god til at komme ud i yderkanterne af byerne, men de forekommer mig alle til dels at ligne hinanden. Masser af butikker, hvor ekspedienterne står udenfor og mere eller mindre entusiastisk forsøger at få turisterne indenfor, restauranter i massevis, mænd, der tilbyder ”drrranspåt” og souvenirforretninger, der sælger Bintang-toppe. Bintang er den lokale øl på øen, og alle turister synes ikke at eje andet tøj end disse wifebeaters med logoet påtrykt. De er ikke særligt kønne og alligevel tilsyneladende i høj kurs. Trøjerne.

 

MANDAG (26 OKT) Efter at have tilbragt endnu en nat på et billigt homestay med alt hvad dertil hører af kakerlakker, fugtigt værelse, ingen toiletpapir eller håndklæder og en dårlig madras dækket med et storblomstret lagen, som ikke synes at være blevet skiftet i umindelige tider og høns i baghaven, der vækker gæsterne umiddelbart før morgengry, tog jeg en beslutning om at komme af sted.

Jeg havde tilbragt natten i Ubud, som er kunstens højborg på Bali. Der er rigtig mange gallerier for alt fra træfigurer over malerier til tøj og smykker. Desuden har Ubud et rigt udvalg af Spas, altså steder hvor man for meget få penge får massage i alle stilarter, manicure, pedicure og mælkebade. Det er virkelig lækkert og billigt.

Jeg har imidlertid haft mere brug for at finde et sted, hvor der var fred og ro og ingen turister.

Jeg satte ud fra homestayet omkring kl. 9 og forsøgte at finde ud af Ubud. Jeg har ikke fået erhvervet mig et vejkort, så al navigation er foregået efter de kort, der er at finde i mine guidebøger. Det bedste, der er at sige om disse kort, er, at de er i overkanten mangelfulde for oplysninger. Da jeg havde passeret den samme restaurant tre (!) gange, begyndte jeg at spørge om vej. Det hjalp og efter en times tid var jeg endelig på rette vej.

 

Vejen til Paradis II går ad en umådelig trafikeret vej, som snor sig igennem landskabet. Vejen er hovednerven mellem havnen i Gilimanuk, som ligger på Balis vestligste kyst, hvorfra færgen mellem Bali og Java afgår, og den del af Bali, hvor størstedelen af befolkningen og turisterne befinder sig; nemlig Syd- og Østbali (Kuta og Sanur).

Lastbilerne er kæmpestore grænsende til frygtindgydende, og de store turistbusser kører hasarderet, skrider ud i deres overhalinger, og de små scootere summer som bier imellem det hele. Efter lidt tilvænning er det dog ikke så slemt, og man lærer at tage forholdsregler for at holde sig på vejen.

Velankommet til Paradis II tog jeg et langt bad i det lækre udendørs badeværelse, smed mig på sengen og læste lidt i min medbragte bog.

 

ONSDAG (28 OKT)

Puha, jeg bliver så doven af at lave ingenting. Det er nu meget rart med al den ingenting, eksempelvis opdagede jeg til morgen, at mine fødder ikke længere er opsvulmede på grund af varmen…Det bliver nok meget godt at komme tilbage til København, aftaler og krav, der skal mødes.

Men, men…så længe jeg overvejer, hvad mit næste træk skal være, kan jeg da altid lægge mig op til poolen og branke flæsket. Det skader vel ikke. Alt for meget.

Når der nu ikke er andre gæster, må man så godt ligge i g-streng? Ej, de er faktisk ret religiøse her på egnen. Ikke så mange muslimer, men alligevel. Jeg ønsker jo sådan set ikke at tage livet af nogen, selvom det var utroligt tæt på i går.

Hotelmutteren her på stedet insisterede i går på, at vi skulle ud at se den havn, der ligger i nærheden, og som efter sigende skulle…Ja, det ved jeg faktisk ikke, men vi begav os af sted, og det endte med at blive en vældig fin tur. Vi kørte af sted på hendes scooter, hun kørte, og jeg sad bagpå. Hjelme var ikke nødvendige, mente hun, så de lyse lokker fik virkelig luft, og det var en lidt anden følelse, end at være lukket inde i den hvide skal, der gør det ud for min hjelm.

Der bliver kigget umådeligt meget efter det lange lyse hår og den lyse hud herude i ingen-turisters-land. Jeg føler mig som en filmstjerne, når jeg begiver mig rundt. Alle smiler og stirrer efter mig, og der skete således det uheldige i går, at der var en scooterkører i modsat retning, der kiggede lidt for længe og kom til at køre sammen med en anden scooter med 50 km/t. De rejste sig begge op og løb ud i rabratten, og de så ikke ud til at have lidt betydelig skade, hvilket er mere end hvad man kan sige om deres køretøjer.

Det er det tredje færdselsuheld jeg er vidne til hernede. Det første var to på scootere, der stødte frontalt sammen. Det andet implicerede to store lastbiler og tre scootere og i hvert fald ét lig. Jeg så ikke dette ske, og priste mig lykkelig for, at jeg var stoppet for at indtage en lille snack lidt tidligere. Utroligt ubehageligt og ufatteligt mange dele af tøj, scootere, lastbiler og…sandaler.

 

TORSDAG (29 OKT)

Var rigtig dårlig i går sikkert på grund af dehydrering, så jeg lå mest bare i sengen, spiste gulerødder, drak vand og tænkte lidt over livet, imens jeg kunne glo ud over den smukke strand nedenfor mit vindue.

I morges blev jeg dog enig med mig selv om, at jeg hellere måtte komme tilbage til det billige Kuta. Da en af drengene fra Paradis II ville køre min scooter ud på P-pladsen gjorde han med håndtegn opmærksom på, at der ikke var nok luft i bagdækket. Han rystede smågrinende på hovedet, da jeg spurgte, om jeg ville være i stand til at gøre turen tilbage til Kuta.

Da deres egen pumpe var i stykker, så jeg pludselig mit køretøj forsvinde i en støvsky. Ti minutter senere returnerede den med luftfyldte dæk. Og fuld tank. De er altså imponerende hernede. Jeg begynder at tro, at det ikke kun er det lyse hår og brysterne, men at det rent faktisk bare ligger i deres natur at være gæstfri og hjælpsomme.

Trafikken mod Østbali var ikke særlig slem, og det tog kun små tre timer på det blå lyn.

Det var trist at måtte sige farvel til den skønne frihed, der ligger i at have eget køretøj, men efter at have indlogeret mig på det billige hostel, have fået massage og pedicure, føltes det nu meget godt igen at begive sig rundt til fods. Min krop har vist også meget godt af det.

Det ser ud til, at lidt fysisk træning er påkrævet, når jeg engang kommer hjem…

Jeg bliver her i Kuta, indtil jeg skal hjem på søndag. Da der efterhånden er meget lav stand i pengebeholdningen, bliver det vist begrænset med udskejelser, men solslikkeri og lidt surfing er egentlig også i orden.

 

Aften 29 OKT…

Er det meningen, at sengen skal lugte af sure tæer? Det, der ligger på sengen, hvor et lagen normalt ville være, skulle måske overveje at vaske sig…Gad vide, om det når et selvrensende stadie ligesom hår?

 

FREDAG (30 OKT)

Aften:

Har henslægnt mig i den ene af de to ildelugtende senge for at slappe af og se en film.

Hvem har degraderet Martin Sheen fra præsidentposten til chief of staff, imens jeg har været af sted? Det er temmelig forvirrende at se ham i ”the American President” – uden at han er præsident. Jeg har trods alt efterhånden set tre en halv sæson af ”the West Wing”.

Dykning ved Sanur og de paradisiske Gilis

4. november 2009

ONSDAG (7 OKT) skulle vi for første gang ud i det åbne hav og prøve de tillærte færdigheder af.

Vi tog af sted tidligt om morgenen med en lille båd, som bragte os ud til det koralrev ud for Sanur, som virker som bølgebryder for stranden.

Det var helt ubeskriveligt. Alle de fisk, som jeg har set på film, saronger og i bøger, svømmede ind og ud imellem hinanden. Jeg har aldrig før set så mange smukke farver samlet på ét sted.

Det, der klart gjorde mest indtryk, var imidlertid hverken det at trække vejret under vandet eller de smukke fisk, men derimod en helt fantastisk smuk, blå anemone. Jeg har aldrig set en blå farve som den og op af anemonen stak gult ”hår” som bølgede langsomt frem og tilbage. Pludselig stak en klovnefisk næsen frem, og jeg kom til at le. Det var som taget ud af tegnefilmen, Find Nemo.

Forholdene var rigtig fine, og vi foretog to dyk på dette sted.

 

TORSDAG (8 OKT) bevægede vi os kl. 8 i en minibus mod Tulamben, som ligger på nordøstsiden af Bali. Her ligger et gammelt skibsvrag fra 2. Verdenkrig, som var dagens mål. Køreturen tog to timer og gik igennem et utroligt smukt landskab, som jeg forsøgte at indfange i mit kamera. Jeg havde på dette tidspunkt ingen anelse om, at jeg skulle få masser af tid til at knipse løs ved en senere lejlighed. 

Vraget var enormt. At komme ned i dybet og se et skib i tre dele foran sig med skrue, ror og hullet, som torpedoen havde forårsaget, var grænseoverskridende og spændende. Vi svømmede ind i lastrummet, rundt om stævnen og tilbage mod koralrevet, som lå lige ved siden af. Et utroligt dyk, som satte mit vovemod lidt på prøve.

Også på dette sted foretog vi to dyk, og ved hjemkomsten til dykkercentret, fik jeg udleveret mit certifikat; Padi Open Water. Jeg var imidlertid under ingen omstændigheder færdig med verdenen under havets overflade.

Jeg tog hen på min stamcafé , Manic Organic, drak en smoothie og nettede Min franske ven dukkede op og inviterede mig på middag på hans yndlings restaurant om aftenen.

Det var en vanvittigt hyggelig middag, hvor han på ægte fransk manér insisterede på at betale som modbetaling for at høre om det at være kvinde i den danske flåde. Vi sad og sludrede i fire timer imens den ene udsøgte ret efter den anden langsomt gled ned.

Efter gåturen hjem gav vi hinanden hånd, kindkyssede og sagde godnat. Meget galant og slet ikke noget hanky panky i luften. 

 

FREDAG (9 OKT) havde jeg aftalt med Marcel, en dykkerinstruktør in spe, at vi skulle til noget, der hedder Manta’s Point.

Med de to dyk jeg gennemførte denne dag, tog jeg ligeledes hul på min oplæring til at blive advanced diver.

Efter en times bådtur, befandt vi os ved Manta’s Point, gjorde vi os klar til første dyk og hoppede i. En hollænder på min alder, som netop havde gennemført dykkerinstruktørkurset, blev min buddy og udpegede en masse fisk under vores dyk.

Vi dykkede i en lille time uden at se nogen rokker. Jeg var lidt skuffet, men der var et væld af andre fisk som vi nærstuderede. Jeg synes, at noget af det vanskelige ved at dykke er at finde præcis det punkt, hvor man har præcis så meget luft i sin vest, så man opnår neutral opdrift. Kan man finde det punkt, kan man ligge helt stille og betragte fiskene uden at skulle tænke over at passe på at ramme noget. Det var først ved mine sidste dyk, at jeg fik rigtig godt fat i den hårfine grænse.

Hollænderen var ivrig efter at udpege fisk for mig og jeg lærte en masse håndtegn for fiskene, så man ved, hvad man kigger efter, når nogen peger. Eksempelvis spiller man imaginert på trompet, hvis man ser en trompetfisk, folder hænderne men lader fingrene stikke op, hvis man ser en lion fish og sætter en strakt hånd op foran panden som en finne, når (!) man ser en haj. 

Indtil da, havde jeg ikke praktiseret andre håndtegn end dem for “ned”, “op”, “OK” og “fare”, så jeg var totalt på Herrens mark, da han kastede håndtegn.  Det blev heldigvis hurtigt bedre.

De to fisk, der gjorde størst indtryk, var en boxfish, der, som navnet antyder, har form som en boks. Den anden var en unicorn fish, som har en stikkejavertus i panden. Den så virkelig løjerlig ud, og endnu engang kom jeg til at grine, så jeg fik vand i masken.

Da vi opgav at finde Mantaerne og gik til overfladen, lå vi lidt i vandet og ærgrede os over, at vi ikke havde set de rokker.

En båd kom tøffende forbi og begejstrede dykkere råbte til os, at der var masser af rokker inde ved klippen.

Så hurtigt vi kunne svømmede vi derind og ganske rigtigt; kæmpe rokker svømmede på deres elegante facon ud og ind imellem hinanden. Deres bevægelser var helt majestætiske. De var virkelig smukke. Dive masteren mente, at den største var i hvert fald fire meter i vingefang.

 

Glade i låget blev vi hentet af båden og begav os mod dagens andet divespot. Det var noget, der kaldes Blue Corner, hvor der ofte observeres Mula Mula (klumpfisk). Det er et af Balis kendemærker, og alle om bord var spændte. Specielt kunne en irsk kvinde, Jennifer, først i halvtredserne slet ikke sidde stille, da vi nærmede os. Hun havde 200 dyk bag sig, og havde mange gange været netop her i håb om at se det mægtige dyr. Det var blevet en besættelse for hende og i sjov forvissede jeg hende om, at hun nok skulle få en at se denne dag, da jeg var med, og jeg altid er heldig.

 

Da vi kom i vandet oplevede jeg for anden gang en god omgang adrenalin pumpe rundt i kroppen. Når man dykker er det vigtigt at man holder sammen. På dette sted var strømmen meget kraftig, hvilket er et af de forhold, man skal prøve sammen med en instruktør for at blive advanced diver. Uden at bevæge finnerne drev vi gennem vandet med en temmelig høj fart. I starten brugte jeg en del kræfter på at forsøge at blive tæt på dive masteren, men strømmen var virkelig kraftig og han signalerede, at jeg bare skulle slappe af og drive med strømmen.

Et smukt koralrev drev forbi under os, og divemasteren ledte os hen til et sted, hvor en koralvæg førte så dybt ned, at man ikke kunne se bunden. Her var der ingen strøm, og det føltes som at træde direkte fra en orkan og ind i dens øje. Vi svømmede tæt på koralerne og så endnu engang et væld af farverige fisk i alle former og størrelser. Det er virkelig svært at forklare, men oplevelsen af al den skønhed skal ses ved selvsyn.

Pludselig blev der banket heftigt på en flaske i nærheden. Alle vendte sig om og bag os, ca. tyve meter væk, svømmede en ca. tre meter stor Manta Ray langsomt forbi en tre meter stor Mula Mula. Jennifer greb min hånd, og der stod vi så hånd i hånd og vægtløse i vandet og betragtede dette groteske dyr svømme forbi. Efter et minuts tid forsvandt den ud af syne og vi vendte igen opmærksomheden mod koralerne. Vi blev der lidt for kort tid efter min mening, og svømmede igen op i strømmen. Endnu engang blev vi ført forbi koralerne – drevet af strømmen og jeg boblede indvendig af barnlig legesyge og tumlede rundt i strømmen imens jeg råbte og skreg ind i regulatoren af glæde (den der sidder i munden og sørger for luften).

Da vi kom tilbage, stod franskmanden og ventede. Forsøgte at feje ham af, da jeg egentlig havde planer for min sidste aften i Sanur og gerne ville være alene. Han gik lidt slukøret derfra, og fangede mig igen, da jeg var på vej hen for at få massage. Han var virkelig smadder behagelig at være sammen med, men jeg ville bare så gerne være alene, så til sidst gik jeg hjem og fik der at vide, at han havde været forbi og spurgt efter mig tidligere på dagen.

Nu glædede jeg mig for alvor til at rykke teltpælene op og komme videre.

 

LØRDAG (10 OKT) forlod jeg Sanur og Bali, og begav mig på en hurtigbåd, the Black Pearl, imod Gili Trawangan. Jeg faldt i snak med en smuk australier, som fortalte, at hun ejede det transport selskab, som fragtede os mod øst. Hun havde boet på Bali i tolv år og havde sin faste bopæl på Gili T. Hun fortalte mig lidt om øen, og vi snakkede om løst og fast. To timer gik og som vi nærmede os øen steg mine forventninger til mit ophold. En flad bountyø dukkede op af bølgerne, og da skibet lagde til, plantede jeg mine fødder i Paradis.

Jeg henvendte mig hos det dykkercenter, som Crystal DIvers i Sanur samarbejder en lille smule med. Jeg aftalte at færdiggøre mit kursus hos dem og fik anvist Pamela som min dykkerinstruktør. Pam er en chilensk pige, som udover at være instruktør også har et hus, hvor hun lejer et værelse ud. Hun tilbød, at jeg kunne flytte ind og bo på hendes værelse indtil de to andre piger, som boede i udlejningsværelset flyttede. Jeg fik forevist værelset og hilste på pigerne.

Det var to amerikanere, Erin og Niki. De spurgte, om jeg havde lyst til at tage med dem ud at spise aftensmad og vi har hængt sammen siden. Fantastiske tøser!

I fem dage flød timerne sammen. Vi brugte masser af tid på at ligge på stranden, sidde på Ocean 2, som serverede lækker frisk frugt og billige smoothies. Vi talte om alt og intet, snorklede lidt, når det blev for varmt at ligge og læse, tog ud og spiste om aftenen og drak et par drinks, før vi gik i seng.

Det var ren afslapning i et paradis med turkisblåt vand, kridhvide strande, smukke solnedgange og stilhed.

Der findes ingen motordrevne køretøjer på øen, så al transport foregår til fods, på cykel eller i hestevogn. Det tager ca. en time at gå rundt om øen, hvilket jeg gjorde en af de første dage, jeg var der. Fantastisk tur med masser af fuldstændig alenetid.  

Jeg foretog mine tre sidste dyk og blev opgraderet til advanced diver. Vi foretog et natdyk, et navigationsdyk, hvor man skal vise, at man mestrer at navigere ved hjælp af et kompas og sidst, men ikke mindst et dybdedyk, hvor man sammen med en dykkeinstruktør foretager et dyk på mellem 18- og 30 meter vand.

På dybdedykket så vi en hvidtippet haj ca. 15 meter væk og et væld af havskildpadder. Jeg var nu virkelig fortrolig med udstyret og kunne uden at tænke for meget over det, bringe mig selv i den vægtløse tilstand, der gør dykningen væsentligt sjovere, fordi man via denne teknik kan stoppe og forblive det samme sted og nærstudere fiskene uden hele tiden at være ved at kollidere med koralerne. Praktisk.

Paradis var en virkelig billig og speciel fornøjelse for luksusprinsessen.

Der er ikke ferskvand på øen, med mindre man er villig til at betale store summer for et luksusværelse i de dyre bungalows. Mit hår føltes derfor som hø, og man føler sig aldrig rigtig ren, fordi al badning foregår i saltvand.

Elektriciteten ryger et par gange om dagen. Nogle gange forsvinder den i ti minutter, andre gange i ti timer. Alle restauranter har derfor generatorer så musikken fortsat kan pumpe og lysene blinke.

Et eksotisk sted, som jeg bestemt ikke ville have noget imod at gense en dag.

 

TORSDAG (15 OKT)

Jeg tager til Kuta på Bali med damerne i morgen for at lære at surfe og for at se, hvad Bali ellers har at byde på.

Bali – den første fantastiske tid

6. oktober 2009

Bali er for godt til at være sandt.

TORSDAG (01 OKT) formiddag omkring kl. 10 tog jeg fra mit skjul og ud til Kastrup lufthavn. Mit Thai-airways kæmpefly bragte mig uden forsinkelse til Bangkok, hvor jeg ankom kl. 06 lokaltid fredag morgen efter at have tilbragt ti timer i et flysæde ved siden af utroligt overvægtig olieplatformselektriker, som snorkede, så jeg ind imellem overvejede, om der var luft nok til andre i flyet end ham.

De tre nordmænd på sædet foran min række var stive omtrent da vi overfløj Polen. Det var en temmelig lang, men undertiden også morsom tur. Et gyldent øjeblik var det således, da den ene nordmand insisterede på at kysse en af de andre, og det kom til lettere klammeri imellem de to mænd, der i deres tilstand udelukkende var i stand til at klappe lidt til hinanden, hvilket måtte tilendebringes af den tredje.

Der bor 16 millioner mennesker i Bangkok, og lufthavnen er udgangspunkt for mange rejser videre i Asien. Fire timers forsinkelse i Bangkok gav mig derfor god tid til at se på den enorme lufthavn.

Herefter var der fly direkte til Denpasar, Bali, hvor jeg efter utroligt lang tid i paskontrolkøen endelig kunne indånde den tunge, varme balisiske luft. Vekslede penge og fik en taxa til Sanur, hvor jeg havde bestemt mig for at tage mit dykkercertifikat. Omtrent kl. 20 lokaltid (Bali er seks timer foran) ankom jeg til det homestay, jeg havde fået anbefalet. Desværre var der fuldt, så jeg tog et andet, betalte alt for meget, men fik en dejlig seng at sove i.

 

LØRDAG (03 OKT) bestilte jeg dykkerkursus, traskede lidt rundt på må og få for at finde et andet sted at overnatte, var på lækker lang gåtur langs stranden og mødte på en strandbar en australsk kvinde, som insisterede på, at jeg fik hendes visitkort og ringede, hvis jeg var i tvivl om det mindste.

 

SØNDAG (04 OKT) tog jeg en lille times tid på stranden før jeg over middag tog ind til nogle butikker, som jeg havde set på vej fra lufthavnen om fredagen. Transporten foregik på scooter.

Trafikken hernede er total vanvid. Jeg havde hyret en sød fyr, Ignas, til at køre mig for 30000 rp (svarende til ca. 15 kr.). Han gav mig en hjelm, hvor stroppen omkring hagen ikke rigtig virkede. ”Not important”, var hans svar på mit spørgende blik. WTF?!??

Der er ca. lige mange biler og scootere på vejene, hvis ikke der er et overtal af scootere. Der bliver dyttet i vildskab og scooterne zig-zagger ind og ud imellem med- og modkørende biler. Det er intet problem at transportere en hel familie rundt på dem. Ældste barn kan sidde foran føreren og bag ham sidder konen enten med et barn imellem sig selv og føreren eller med et spædbarn på armen. Ignas insiterede naturligvis på at tale med mig, hvilket resulterede i, at han halvdelen af turen kiggede bagud og IKKE på vejen. Jeg havde øjnene lukkede et par gange og et kæmpe smil om læberne. Det var angstprovokerende og underholdende!

Efter at have shoppet i fem timer skulle jeg tilbage. Jeg havde fået Ignas’ telefonnumer, skrev ham en besked og blev derefter hentet. Eftersom Bali ikke ligger langt syd for Ækvator står solen op omtrent klokken 0630 og går ned omtrent 1830 – hver dag året rundt. Det bliver BARE mørkt og det går BARE hurtigt. Således foregik den halsbrækkende tur hjem i mørke, hvilket kun gjorde det ekstra interessant! Lykkelig over at have overlevet turen, spiste jeg sushi for femte dag i træk. Hernede spiser man sig mæt i sushi for omtrent 50 kr., hvilket er virkelig dyrt for mad. Jeg er forelsket i det her sted!

Da jeg betalte 250.000 rp. (ca. 125kr.) for det første sted, jeg boede, var jeg nødt til at finde noget billigere, siden jeg ikke har forestillet mig, at det er boligen, jeg skal spendere på hernede. Jeg havde i løbet af lørdag RECCE’t og fundet det lækreste homestay, som var oplistet i min guidebog. Desværre havde de fuldt hus, og ingen af de billige værelser ville blive ledige, før jeg er rejst fra Sanur. Jeg havde nogle alternativer, hvor jeg ved snilde og jydegener fik presset prisen helt fra 150.000 rp. (ca. 75 kr.) til 100.000 rp. (omtrent 50 kr.). Jeg indlogerede mig derfor søndag på “Donna homestay” ikke langt fra dykkerbixen. Mit værelse er rent, har en forfærdeligt elendig skummadras, siger prinsessen, koldt vand, larmende australiere, som konstant skændes som naboer og en loftsophængt vifte. I morges så jeg desuden noget så tropisk som en kakerlak – i utroligt stor format. Oh Lord! Og nej, jeg skreg ikke! Det er et helt ok værelse, når det nu er så billigt. Jeg satser ligeledes på ikke at have problemer med at falde i søvn efter lange dage med dykning.

 

MANDAG (05 OKT) var første og kedelige dag på dykkerkursus. Fra 9-17 stod den på engelsk teori kun afbrudt af frokost. Vi er kun to dykkere på holdet, hvilket er helt fænomenalt. Derudover er der en ekstra instruktørlærling med, så vi er fire i alt: Asmui (instruktøren), Michelle (wannabe’en), Philip (dykkerelev) og mig. Philip er utroligt britisk, utroligt bleg og utroooolligt bøsset, men fantastisk!

Efter helvedesdagen i går inviterede han mig ud sammen med to af sine veninder. Vor Herre til hest! Allerede i taxaen ind mod Kuta, hvor vi skulle spise og drikke drinks, havde jeg ondt i kinderne af at le. De to veninder, som arbejder hernede og selvfølgelig er involverede i noget ”red-verden”-arbejde – og også ser sådan ud, var vanvittigt morsomme og holdt på intet tidspunkt mundtøjet i ro.

Vi spiste vegetarisk – selvfølgelig – og var derefter på den underligste bar, hvor de også havde været om lørdagen. De havde alle snavet med hver deres fyr. Philip med Candy, Emily med Randy og Elonor havde ingen idé om, hvad hendes havde præsenteret sig som, men vi blev enige om, at det måtte have været Dandy, Ghandi eller Mandy.

Baren havde billige coctails og bandet inviterede gæsterne til at optræde. En fed, britisk kvinde kom på scenen og fyrede den af som Tina Turner, som jeg aldrig har set nogen optræde før. Hun gik ganske enkelt fuldstændig amok og hold da op, hun kunne synge! Senere satte Elonor sig bar flyglet med sit lange røde hår væltende ud over tangenterne i sand Rowlf-stil, kinesermanden med sopransaxofon og grønt (!) hår kom på scenen og Randy sang for!

Lettere beruset tog jeg en taxa tilbage til Sanur omkring kl. 23 for ikke at være dårlig, når vi skulle dykke i dag.

 

TIRSDAG (06 OKT) skulle Philip og jeg i vandet og dykke i dykkercentrets swimmingpool for at vænne os til dykkergrejet og øve sikkerhedsprocedurer. Vi samlede og adskilte udstyret nogle gange, krøb i våddragterne og kom i vandet. Det gik smadder godt for mig og efter et par anfald af panik og tøseskrig, endte Philip også med at blive tryg ved situationen.

 

I morgen, onsdag, skal vi ud i det rigtige vand og foretage dyk på 18 meters dybde. Hvis forholdene er gode tager vi to ture ud for Sanur.

Torsdag skal vi op på nordøstsiden af Bali og dykke på et gammelt vrag fra 2. Verdenkrig.

Fredag har jeg aftalt med Michelle, at vi skal til noget, der hedder Manta’s Point. Der skulle være rigtig stor chance for at se Manta Rays (rokker), der er de største i rokkefamilien, og som kan blive op til 7.5m lange. Han fortalte, at de normalt kommer rigtig tæt på, og jeg kan slet ikke vente.

Fredag nat er min sidste hos ”Donna”, og derefter er jeg off til mit hovedmål, the Gili Islands. Gili Islands er tre små øer, hvoraf den største, Gili Trawangan er omtrent fem kilometer i diameter. Der skulle være fantastiske dykkermuligheder, Bounty-strande, virkelig billige steder at bo, fantastiske strandcafeer, hverken bil eller scootere, men udelukkende stier og hestevogne og mere fantastisk mad. Hurra!

Nu er det imidlertid blevet tid til turens fjerde massage. En times massage koster omtrent 35 kr. Mere hurra!

Det tager år og dage at uploade billeder herinde, så dem lægger jeg ind på Facebook, hvor I kan misunde livet her! :)

Velkommen til

26. september 2009

 

- Hansa Bugt, Nordøstgrønland

- Hansa Bugt, Nordøstgrønland

Hm.

 

Jeg foretager mig så mange underlige ting for tiden, at jeg tænkte, at jeg ville oprette et sted, hvor jeg kunne sende alle mine tanker og oplevelser hen. Derfor denne blog. Det er jo så populært!

Næste tur går til Bali. Håber, at jeg får mulighed for at publicere lidt lækkerier derfra og hjem i de kolde, danske efterårsstuer!

Stort klem fra Miss Globetrotter-wannabe!


Follow

Get every new post delivered to your Inbox.